Ungarn
Ungarn

Turen til Ungarn startede mildest talt ret skidt.
Allerede ved morgenmaden blev Paw dårlig. Han kastede op, og Anni måtte derfor overtage rattet. Mens vi holdt og ventede ved grænseovergangen til Ungarn, blev Anni imidlertid også syg. Hun var dog så sej, at hun formåede at køre os hele vejen til Szeged.
Vi fik vores værelse, gik direkte i seng – og der blev vi stort set indtil næste dag. Dagens eneste ernæring bestod af cola.
Og her skal et historisk øjeblik lige markeres: Det var første gang i Paws liv, at han ikke havde fået fast føde i et helt døgn! 😱
Szeged står derfor stadig som en stort set uopdaget by for os. Den må vi have til gode.
Næste dag gik turen videre til Győr. Vi kendte egentlig kun byen som en berømt håndboldby, men det viste sig hurtigt, at den har meget andet at byde på.








Energien var stadig på et temmelig lavt niveau, men vi fik alligevel gået en tur gennem den hyggelige gamle bydel med de flotte bygninger og ned til floderne. Győr kaldes faktisk byen med de tre floder. Her mødes Mosoni-Duna, Rába og Rábca, og fra området omkring floderne er der nogle rigtig fine kig tilbage mod den gamle by.
Men det var tydeligt, at vi begge stadig kørte på lavt blus. Normalt går vi byen tynd – denne gang blev det mere til en forsigtig slentretur.
Nu håber vi, at energien vender tilbage, for næste stop er Bratislava – og den vil vi helst opleve uden at skulle leve af cola! 😀