Ljubljana

Ljubljana
Onsdag d. 19.08
Efter regnen i Salzburg gik turen videre mod Slovenien – og vejret havde bestemt skiftet mening. Da vi nåede Ljubljana, var der 33 grader.
Køreturen over Alperne var utrolig smuk. En del af turen gik væk fra motorvejen ad små bjergveje med hårnålesving og stejle passager. Det gik ikke altid hurtigt, men udsigten gjorde det hele værd.



Ljubljana er en lille og meget hyggelig hovedstad med omkring 300.000 indbyggere. Den gamle bydel er stort set bilfri og fyldt med smukke bygninger, små pladser og hyggelige gader langs floden.






Vi besøgte også et gammelt militærområde, som i dag er blevet til et alternativt kulturkvarter. Det minder lidt om Christiania – bare i en meget mindre udgave. Der er masser af graffiti og alternative bygninger, men vi synes nu ikke helt, at området har den samme kreativitet og særlige stemning som Christiania.

Ljubljana
Torsdag d. 20.08
I dag var vi på en guidet rundtur i Ljubljana. Vores guide var italiener, meget engageret og med masser af humor, så det blev både underholdende og lærerigt.





På turen kom vi omkring både Ljubljanas og Sloveniens historie og fik samtidig et godt indblik i livet i landet i dag.
Slovenien fremstår som et moderne og velstående land. Landet slap forholdsvis skånsomt gennem opløsningen af Jugoslavien og krigene på Balkan, og det har været med til at give Slovenien et helt andet udgangspunkt end flere af de andre tidligere jugoslaviske republikker.
Efter to dage i Ljubljana går turen i morgen videre mod Kroatien.