Nürnberg

Nürnberg
Søndag d. 16.08.
Vi havde en dejlig og nem køretur til Nürnberg og ankom allerede ved 12.30-tiden.
Vi startede med at besøge Zeppelinfeld, hvor Hitler holdt sine store taler, og hvor op mod 200.000 nazister deltog i parader. Et sted med en ret tung historie og en helt særlig stemning.



Det var stadig meget varmt, men heldigvis havde vi booket et rigtig fint 4-stjernet hotel med aircondition – så efter lidt sightseeing stod den på afslapning og nedkøling.





Senere tog vi ind til Altstadt, og her kunne vi for alvor mærke, at vi var kommet til en storby med masser af historie. Nürnberg har omkring 500.000 indbyggere og er en gammel middelalderby, domineret af kejserborgen, der ligger majestætisk på toppen af bakken.
Det er ret imponerende at se, hvor velbevaret byen fremstår, når man tænker på, at hele 92 % af Nürnberg blev ødelagt under 2. verdenskrig. Tyskerne må man give – de har været dygtige til at genopbygge deres historiske byer.
Mandag d. 17.08.
I dag havde vi booket en byvandring, og det viste sig at være en rigtig god beslutning. Vores guide var fra Ecuador, og sammen med omkring 10 andre tog han os med rundt i byen.







Undervejs fik vi fortalt om Nürnbergs mere end 1.000 år lange historie og så flere af byens vigtigste seværdigheder. Historien bliver lidt mere levende, når man får den fortalt af en engageret guide, mens man står midt i den.
Frokosten skulle selvfølgelig være lokal: Nürnberger Bratwurst med sauerkraut. Og hvad passer bedre til det end en Bier vom Fass? Man er vel på ferie!
Næste stop var Justizpalæet, hvor Nürnberg-processerne fandt sted efter 2. verdenskrig. Vi kom ind i retssalen, hvor det første internationale retsopgør af sin slags fandt sted. Endnu et sted, hvor historien føles meget nærværende.





Justizpalæet, sal 600 hvor processen fandt sted, billede af de anklagede, bænkene hvor de anklagede sad, Justizpalæet.
Så tror vi vist, at vi har fået set det vigtigste af Nürnberg denne gang. Men det er bestemt en by, vi gerne vil vende tilbage til. Måske om vinteren – for Nürnbergs julemarked skulle efter sigende være noget helt særligt.
Det må vi have til gode!