Srebrenica og Bratunac
Bratunac og Srebrenica

Vi startede vores ophold med at besøge Srebrenica Memorial Center, der ligger i Potočari mellem Bratunac og Srebrenica.
Centeret ligger i og omkring de tidligere fabrikshaller, hvor de hollandske FN-styrker holdt til i juli 1995. Da de bosnisk-serbiske styrker indtog Srebrenica, søgte tusindvis af bosniakker mod FN-basen i håbet om at finde beskyttelse. Omkring 5.000 mennesker blev lukket ind på selve basen, mens mange tusinde andre opholdt sig udenfor.








De hollandske FN-soldater var ikke i stand til at beskytte civilbefolkningen, da de bosnisk-serbiske styrker overtog området. I dagene efter blev mere end 8.000 bosniakiske mænd og drenge dræbt. Massakren i Srebrenica er siden blevet fastslået som folkedrab ved internationale domstole.
Det var et stærkt og meget tankevækkende besøg. Det gjorde ekstra indtryk på os, fordi min tidligere kollega Safija har personlige oplevelser fra tragedien. Hun boede dengang i Bratunac.




Som udenforstående er det svært at forestille sig, at noget så voldsomt kunne finde sted her for blot lidt over 30 år siden. Når man står midt i området og ser de mange grave ved mindecenteret, bliver historien pludselig meget nærværende.
Vi boede i en fin lejlighed i Bratunac og havde ellers et hyggeligt ophold i byen. I dag fremstår Bratunac som en rolig og velfungerende provinsby – en stærk kontrast til den voldsomme historie, der udspillede sig i området i 1990'erne.