Sarajevo
Sarajevo

Vi ankom til Sarajevo efter en fin køretur fra Višegrad. Vi bor i en dejlig lejlighed cirka en kilometer fra centrum – men der er meget stejle gader ned mod byen. Det går fint på vej ned, men det er noget hårdere, når man skal hjem igen!
Sarajevo ligger smukt i en dal, omgivet af bjerge, hvor husene kravler langt op ad skråningerne. Byen kaldes ofte Europas Jerusalem, fordi moskeer, ortodokse og katolske kirker og en synagoge ligger side om side i og omkring de smalle gader.








Man mærker historiens vingesus overalt. I flere hundrede år var Sarajevo en del af Det Osmanniske Rige, inden Østrig-Ungarn overtog magten. Det var her, mordet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand i 1914 blev den udløsende begivenhed for 1. Verdenskrig. Under 2. Verdenskrig var der en stærk modstandsbevægelse, og fra 1992 til 1996 var Sarajevo belejret i næsten fire år under krigen i Bosnien.
Vi var her sidst i 1998 og var meget spændte på, hvordan byen havde udviklet sig siden dengang. Og jo – meget er forandret. De fleste synlige krigsskader er væk, moderne højhuse er skudt op, og byen virker renoveret og velordnet. Samtidig har den gamle bazar, Baščaršija, heldigvis bevaret sit eksotiske særpræg.



Den første dag besøgte vi War Childhood Museum. Museet fortæller om børn og unges oplevelser af krig gennem deres egne historier og personlige genstande. Det var et meget bevægende besøg.
Næste dag var vi på byvandring. Vi var kun guiden og os to, så det føltes næsten som at have vores helt egen private rundvisning. Vores guide var syv år, da krigen begyndte, og derfor fik vi også et barns perspektiv på belejringen og livet i Sarajevo under krigen.
Det var en fantastisk tur, hvor vi blev vist små hjørner af byen og hørte historier, som vi ellers aldrig ville have opdaget.







Om eftermiddagen mødtes vi med Leila og John fra Børns Voksenvenner. Det var både dejligt og hyggeligt at være sammen med dem. Vi fik udvekslet erfaringer og historier om Bosnien og havde en rigtig god eftermiddag.
Sidste dag i Sarajevo
I dag var vores sidste hele dag i Sarajevo.
Vi begyndte dagen med at besøge Galerija 11/07/95, et fotomuseum og mindested for folkedrabet i Srebrenica. Det var endnu et meget stærkt og bevægende besøg.

Derefter gik vi rundt i Sarajevo og nød det dejlige solskinsvejr efter nogle ret kolde dage.
Vi kom blandt andet forbi moskeen, hvor De Syv Brødre ligger begravet. De var ikke biologiske brødre, men blev ifølge traditionen knyttet sammen af, at de alle led en uretfærdig død.




Bag syv grønne åbninger ligger gravene. Ifølge en lokal tradition kan man lægge en mønt ved hver af de syv, mens man beder om hjælp til et vigtigt valg eller et ønske. Mønterne skal være ens, og bagefter skal man forlade stedet ad en anden vej end den, man kom ad.





Bagefter begyndte vi opstigningen gennem Sarajevos stejle gader. Vi gik højere og højere op ad bjergsiden, indtil vi nåede en af de store muslimske gravpladser. Her står de hvide gravsten tæt, og på mange af dem står dødsår fra belejringen i 1990'erne. Det gør krigen meget nærværende – midt i den by, der i dag igen er fuld af liv.

Den hårde opstigning havde dog også sin belønning. Heroppefra fik vi den flotteste udsigt ud over Sarajevo – byen, dalen og bjergene omkring den.









Det blev en smuk afslutning på nogle spændende og meget bevægende dage i Sarajevo.