Montenegro

Zabljak

Fra Mostar over bjergene til Montenegro

Turen fra Mostar mod Montenegro blev en af de smukkeste – men også mest nervepirrende – køreture på rejsen.

Vi kørte ad smalle, asfalterede bjergveje, ofte kun med ét spor og enkelte vigepladser. Vejen snoede sig langs bjergsiderne med stejle fald og stort set uden autoværn. En rute, der tidligere også er blevet brugt af smuglere.

På et tidspunkt kom vi til en ubevogtet grænseovergang. Den var så diskret, at vi først opdagede, at vi var ved en landegrænse, da vi fik læst skiltene ordentligt.

Efter grænsen fortsatte turen gennem Montenegros imponerende bjerglandskab. Vejen blev endnu smallere og snoede sig i hårnålesving op mod Sedlo-passet i 1.907 meters højde.

Her begyndte Anni for alvor at blive nervøs. Det blev ikke bedre, da vi mødte en modkørende bil og måtte bakke ind på en lille vigeplads – uden autoværn og meget tæt på kanten med frit fald ned i afgrunden. Det var bestemt ikke her, man havde lyst til at lave en fejlmanøvre!

Vi nåede heldigvis sikkert frem til Žabljak. Det havde været en fantastisk smuk tur gennem bjergene – men også lige en tand mere spændende, end vi havde ønsket os.

Da vi nåede frem til gæstehuset, hvor vi skulle bo de næste tre dage, skulle vi prøve noget nyt: 0 stjerner.

Førstehåndsindtrykket var da også lidt blandet. Huset og indretningen var noget rodet, og moderne luksus var der bestemt ikke meget af. Men der var rent, og vores vært var utrolig flink og imødekommende.

Og så var der maden!

Den var helt fantastisk. Ost og smør var hjemmelavet af mælk fra familiens egne køer, grøntsagerne kom direkte fra haven, og æggene fra deres egne høns. Alt var friskt, hjemmelavet og virkelig velsmagende.

Så da vi havde fået vores første måltid, måtte vi konstatere, at stedet bestemt ikke fik 0 stjerner af os. Nogle gange siger antallet af stjerner ikke ret meget om oplevelsen.