Bihać
Bosnien – Bihać
Tirsdag 25.08

På vej mod Bosnien kom vi tæt ved grænsen forbi en tidligere jugoslavisk militærbase. Her havde militæret bygget enorme hangarer inde i selve bjerget, så kampflyene kunne skjules for fjenden. I dag er området åbent, og vi kunne gå helt ind i de gamle tunneler og hangarer. Indgangene var meget specielle og formet, så flyene kunne køre direkte ind i bjerget.







Vi bor i en fin lejlighed i Bihać lige ned til floden Una. Vandet er klart og indbydende, og selvfølgelig skulle vi også prøve at bade i floden.






Det er tydeligt, at vi er kommet til en anden del af Balkan. Der er mange moskeer, og islam fylder mere i gadebilledet. Vi ser også flere kvinder i niqab, hvilket vi stort set ikke har oplevet tidligere på turen.
Onsdag 26.08

I dag stod den på riverrafting på Una-floden. En tur på omkring 14 km gennem den smukke natur.
Det blev både sjovt, vådt og indimellem lidt vildt. Vi fik bevæget os, nød den fantastiske flod og fik selvfølgelig også mulighed for at bade undervejs.
Vi delte båd med en sød tysk familie, så det blev alt i alt en rigtig hyggelig og dejlig dag.



Anni var dog tæt på at få lidt mere badning, end hun havde planlagt. På vej gennem et af de kraftigere stryg var hun lige ved at ryge ud af båden. Men hun holdt fast – og blev ombord!
Torsdag 27.08
I dag tog vi på en større rundtur i Una Nationalpark.
Det blev endnu en meget smuk dag langs Una-floden. Vi besøgte Štrbački Buk, som er det største og mest imponerende vandfald i området. Her vælter enorme mængder vand ned over de mange klippetrin – et fantastisk syn.







Derefter fortsatte vi til Martin Brod, hvor Una igen viser sig fra sin flotteste side med en hel række mindre vandfald og stryg.
En rigtig flot tur gennem et grønt og frodigt landskab – og endnu en dag, hvor vi blev bekræftet i, at Una-floden er noget helt særligt.