← Indholdsfortegnelse

Beograd

Beograd

Rejsebillede

Den 29. september kørte vi til Beograd. Vi havde fundet en lejlighed lidt uden for centrum i bydelen Zemun. Det viste sig at være et rigtig godt valg. Den offentlige transport i Beograd er gratis, og der var gode busforbindelser ind til centrum. Beograd er den største by på Balkan med over en million indbyggere. Det er en stor, moderne og livlig by, men samtidig en by med masser af historie.

Vi startede med at besøge havneområdet ved Donau, som er blevet omdannet til et hyggeligt kvarter med restauranter, caféer og et kreativt miljø. Senere gik turen til Beograds gamle fæstning, Kalemegdan. Herfra er der en fantastisk udsigt over byen og ikke mindst over det sted, hvor floderne Sava og Donau løber sammen.

Næste dag besøgte vi nogle af Beograds enorme ortodokse kirker og brugte ellers tiden på bare at gå rundt og nyde bylivet. På vores sidste dag tog vi ned til Beograds nye havnefront, Belgrade Waterfront. Det er en helt anden side af byen med moderne højhuse, nye promenader og store byggerier finansieret med investeringer fra De Forenede Arabiske Emirater. Vi kom også op i byens højeste bygning, Kula Beograd. Herfra var der den flotteste udsigt over hele byen – og vi fik samtidig turens hidtil dyreste kop kaffe. 😀

Ved busstationen løb vi tilfældigvis ind i et politisk møde. En politiker holdt tale for de fremmødte, og bagefter blev arrangementet afsluttet med en imponerende optræden af professionelle balkandansere. Det var sådan en af de oplevelser, man ikke kan planlægge hjemmefra, men som gør en rejse lidt mere spændende.