Albanien

Vi har ikke ladet høre fra os i et par dage. Det er simpelthen, fordi Albanien har gjort så stort indtryk på os – og landet har bestemt været alt besværet med registreringsattesten værd.

Vi kom denne gang fint over grænsen og fortsatte til Shkodër. Her havde vi booket en enkelt overnatning i en hytte på en campingplads.

Det lyder jo umiddelbart som noget, vi kender hjemmefra, men meget var alligevel anderledes. Hytten var næsten nybygget, men det meste “haltede” lidt. Det var godt, at vi ikke var 20 år og nyforelskede, for sengen var temmelig leddeløs, og en stumtjener var så skæv, at den næsten ikke kunne stå selv. Her er vi omkring 0 stjerner.

Til gengæld havde campingpladsen en swimmingpool. Mens vi lå ved poolen, kom to får forbi og drak af vandet, mens nogle høns gik rundt langs kanten. Det gav ligesom stedet sin helt egen charme.

Selve Shkodër har et smukt centrum med bygninger i venetiansk stil. Vores indtryk af albanerne er, at de er utroligt venlige og imødekommende. Paw forsøger sig med nogle få albanske gloser – albansk er virkelig svært – og det får næsten altid smilet frem hos de lokale.

I Shkodër besøgte vi også et tidligere fængsel, som i dag er museum for forfølgelserne under Hoxha-regimet. Her blev politiske modstandere og anderledes tænkende fængslet og forfulgt. Det var et tankevækkende og ret forstemmende besøg.

På vej ud af Shkodër gjorde vi et stop ved den smukke Mesi-bro, en gammel osmannisk stenbro med 13 buer. Den ligger flot over Kir-floden med bjergene i baggrunden og er et imponerende stykke bygningsværk fra 1700-tallet.

Durrës

På vej videre mod Tirana lagde vi turen forbi Durrës, Albaniens største kystby og en af landets vigtigste havnebyer.

Her gik vi en tur langs den lange strandpromenade og rundt i den gamle del af byen. Durrës har en historie, der går mere end 2.500 år tilbage, og midt mellem de moderne bygninger finder man blandt andet et stort romersk amfiteater og rester af den byzantinske bymur.

Kontrasten mellem de gamle ruiner, den enorme havn, strandpromenaden og den moderne by er ret fascinerende. Durrës gjorde et rigtig godt indtryk på os – en smuk og levende by, hvor Albaniens lange historie og den moderne udvikling står side om side.

Tirana

Fra Durrës fortsatte vi mod Tirana. Her fik vi for alvor kendskab til albanernes måde at køre bil på!

De kører mere vildt end italienerne i Napoli og bruger hornet i ét væk. Albanien havde stort set ingen privatbilisme under kommunismen, så da regimet faldt i begyndelsen af 1990'erne, eksploderede antallet af biler. Det kan man godt få en fornemmelse af i trafikken i dag.

Vi havde lejet en lille lejlighed helt centralt i Tirana, men det viste sig at være noget af en opgave at finde den. Vi havde fået en beskrivelse og en meget forvirrende YouTube-video som vejledning. Efter at have spurgt om hjælp og ledt i et par timer lykkedes det til sidst.

Bilen skulle parkeres i tredje baggård efter nogle af de smalleste veje, vi endnu har kørt på, med biler parkeret i begge sider. Enkelte steder føltes det, som om vi havde under en centimeter til hver side.

Det kræver nerver af stål.

Det har vi ikke.

Tirana viste sig til gengæld at være en fantastisk by. Brede boulevarder, moskeer, kirker, højhuse og parker – og med bjerge omkring byen.

Vi besøgte blandt andet det enorme bunkerkompleks Bunk’Art 1, som Enver Hoxha, Albaniens kommunistiske leder, lod bygge som beskyttelse for sig selv og den politiske elite i tilfælde af et atomangreb. I dag er bunkeren museum og fortæller både om Albaniens nyere historie og livet under det kommunistiske diktatur.

Under Hoxha blev der bygget bunkere over hele Albanien som led i forberedelserne på en invasion, der aldrig kom. De står stadig overalt i landskabet, og nogle af dem har i dag fået helt andre funktioner – blandt andet som lagerrum, stalde og små butikker.

Tæt på vores lejlighed ligger Skanderbeg-pladsen, opkaldt efter Albaniens store nationalhelt. Det er en enorm plads på omkring 40.000 m² omgivet af nogle af Tiranas mest markante bygninger. Midt på pladsen står den store rytterstatue af Skanderbeg.

Over for statuen ligger et moderne højhus, Maritim Plaza Tirana, hvis facade med lidt god vilje kan ligne et stiliseret ansigt. Vi syntes selvfølgelig, at det måtte være Skanderbeg, der holdt øje med pladsen.

På pladsen ligger også Et’hem Bey-moskeen, en smuk moske fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Moskeen er kendt for sine usædvanlige vægmalerier med blandt andet landskaber, træer og vandfald.

Religion har en helt særlig historie i Albanien. Under Hoxha-regimet blev religion forbudt, og Albanien erklærede sig i 1967 som verdens første ateistiske stat. Moskeer og kirker blev lukket eller fik andre formål.

I dag er billedet helt anderledes. Muslimer, katolikker og ortodokse lever side om side, og den religiøse tolerance er noget, albanerne selv lægger stor vægt på. Det er fascinerende at opleve moskeer og kirker ligge tæt på hinanden midt i Tirana.

På en af vores aftenture stødte vi så på en af de meget omtalte “flamingo-demonstrationer”.

Det hele foregik fredeligt og med god stemning.

Bare man ikke er i familie med Trump. 😉